At blive forælder er en direkte vej til søvnunderskud. Faktisk er søvnmanglen udpræget blandt forældre af børn op til seks år. Det viser en ny undersøgelse fra University of Warwick. Så hvis du forventer at kunne sove længe, længe før dit barn starter i børnehaveklasse, må du hellere sætte dine forventninger lidt ned.
Søvnmangel op til seks år efter fødslen
Forældrenes søvnunderskud er størst, når barnet er tre måneder gammel. Men det kan vare ved i op til seks år efter en fødsel, før forældrene får en så godt som hel nats søvn. Det viser tyske undersøgelser af søvnmønstre hos knap 2500 kvinder og knap 2100 mænd.
Undersøgelserne er foretaget i perioden fra 2008 til 2015. Deltagerne var netop blevet forældre ved begyndelsen af eksperimentet. Forskerne studerede, om alder og lønmodtagelse kan have indflydelse på søvnmønstret efter at være blevet forældre, men fandt ingen sammenhæng.
Studiet er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Sleep.
Mødre lider mest af søvnmangel
Eksperimentets deltagere blev under interviews bedt om at vurdere kvaliteten af deres søvn på en skala fra 0 til 10. De skulle tage stilling til, hvor længe de sov i hverdagen og weekenden. Forskerne nåede frem til, at nybagte fædre fik mere søvn end mødre – både i månederne og årene efter fødslen.
Når den lille er tre måneder gammel sover moren i gennemsnit en time mindre end før graviditeten. Hos faren ses et fald i søvnen på et kvarter i snit.
Fire til seks år efter fødslen er faren i reglen nået op på samme søvnniveau som inden graviditeten. Moren mangler derimod stadig 20 minutter af sin søvn sammenlignet med før babyens ankomst.
Undersøgelsen viste også, at førstegangsforældre rammes lidt hårdere end nybagte forældre, der i forvejen har børn.
Tre råd mod træthed
Mangel på søvn kan gøre dig både mentalt og fysisk udmattet. Her får du tre råd mod træthed, som du kan afprøve, hvis du er i søvnmangel:
- Manglende søvn kan føre til stressreaktioner i kroppen. Det øger adrenalinen, når du ligger i din seng. Det kan hjælpe på problemet at være fysisk træt. Gå for eksempel en rask tur i frisk luft inden sengetid.
- Tag dybe vejrtrækninger og reguler din vejrtrækning korrekt, for eksempel ved brug af en mindfulness-app. Det kan også afhjælpe stressreaktion i kroppen.
- Med forældrerollen kommer ofte bekymringer og tankemylder. Tankemylder kan afhjælpes ved at nedskrive konkrete tanker og bekymringer inden sengetid, så du får dem ud af systemet.