Chiafrøenes popularitet er i Danmark steget hastigt i løbet af de seneste par år, og det er med god grund — de er nemlig rige på en masse sunde næringsstoffer og skulle kunne hjælpe med alt fra vægttab, god fordøjelse og sund hud til sunde knogler og lindring af PMS.
Her kan du blive endnu klogere på, hvorfor du bør gøre chiafrø til en del af din daglige kost og samtidigt få inspiration til, hvordan du kan indarbejde de sunde frø i dine måltider.
Masser af antioxidanter og omega-3 fedtsyrer
En af fordelene ved chiafrø er deres høje indhold af antioxidanter. Indtil videre har blåbær været kendt for at være en af de spiser, der indeholdt flest antioxidanter, men de bliver slået af banen af chiafrøene, som har et endnu højere indhold af de sunde stoffer. Antioxidanter giver et stærkt immunforsvar og har efter sigende en god anti-aging effekt.
Frøene har også et højt indhold af omega-3 fedtsyrer, der som bekendt er vigtige at få indarbejdet i sin kost. De fleste mennesker ser laks som en oplagt kilde til omega-3 fedtsyrer, men med blot to spiseskefulde chiafrø får du flere omega-3 fedtsyrer, end du gør fra en laksefilet. I modsætning til laks, som indeholder animalske omega-3 fedtsyrer, indeholder chiafrø vegetabilske omega-3 fedtsyrer og er derfor en god måde at få indarbejdet flerumættede fedtsyrer i kosten på.
Proteiner, kostfibre og kalk
De små frø har et utroligt højt indhold af proteiner, hvilket gør dem til en oplagt måde at få plantebaserede proteiner på.
Herudover finder du et højt indhold af kostfibre i de små superfrø, som indeholder hele 5 gram per spiseskefuld. Udover at være med til at stabilisere dit blodsukker, giver kostfibrene dig en bedre mæthedsfornemmelse og en bedre fordøjelse.
Som et plus er frøene en effektiv kilde til kalk. En spiseskefuld chiafrø dækker omkring 6 procent af dit daglige calciumbehov.
Sådan spiser du chiafrø
De små frø kan indtages på mange forskellige måder. Drys chiafrøene henover en smoothie-skål eller din havregrød om morgenen, eller drys dem på salaten til middagsmåltidet. Du kan også bruge dem i bagningen, hvor du med fordel kan spice de hjemmebagte brød eller boller op med de sunde frø.
Du kan også vælge at knuse frøene med en morter, inden du drysser dem ovenpå maden for at bringe den lette, nødde-agtige smag endnu mere frem.
Hjemmelavet chiagrød
Mange mennesker vælger at lave deres egen chiagrød, som med fordel kan bruges som en forfriskende morgenmad eller dessert. Det er overraskende nemt, og så smager det fantastisk. Vil du hoppe med på vognen, skal du gøre følgende:
- Rør 2 spiseskefulde chiafrø op med 2 dl kokosmælk eller plantemælk som eksempelvis rismælk, havremælk eller soyamælk i en skål eller et glas.
- Sæt glasset eller skålen i køleskabet, hvor den minimum skal stå i 20 minutter. Du kan også mixe blandingen sammen dagen før og lade den stå natten over.
- Når blandingen har været på køl, kan du blande lidt vaniljepulver i for en lækker smagsoplevelse. Tilsæt eventuelt mere kokos- eller plantemælk, hvis blandingen ikke er flydende nok.
- Top op med friske jordbær, mango, nødder, chokoladeflager eller noget helt andet. Velbekomme!